
Red Barnet Vestegnen er blevet til to nye lokalafdelinger.
Det er sket for nyligt på en generalforsamling, hvor to nye lokalforeninger af Red Barnet er blevet etableret. Fremover vil de to lokalforeninger gå under navnene Red Barnet Vestegnen Brøndby-Hvidovre og Red Barnet Vestegnen Albertslund-Høje Taastrup, men trods ændringerne vil børn fra omegnskommunerne stadig kunne blive en del af de gode trygge børnefællesskaber på Vestegnen.
Vi glæder os til at fortsætte og styrke vores arbejde på Vestegnen og til at kunne øge vores aktivitetsniveau. Ved at oprette nye lokalforeninger med mere afgrænset geografi, er det vores forventning, at vi kan styrke indsatsen og arbejde mere målrettet og fokuseret med at hjælpe børnene lokalt. I sidste ende vil det give flere ressourcer til arbejdet med at skabe trygge fællesskaber og sjove aktiviteter, der opbygger selvtillid og giver nye venskaber. Det er helt centralt for at styrke børns trivsel, siger Morten Bo Andersen, der er chef for Red Barnets frivilligafdeling.
Red Barnet Vestegnen har været en af Red Barnets største lokalforeninger med over 75 frivillige, der har lavet mange forskellige aktiviteter på tværs af Vestegns-kommunerne.
Foreningen har blandt haft familieoplevelsesklubber, ferielejre og indsatser for at styrke fritidslivet hos børn og unge. Det arbejde vil fortsætte i de to nye lokalforeninger. Herudover håber man, at man kan styrke det gode samarbejde med fagfolk og med kommunerne.
Erfarne fagfolk bliver nye forpersoner
I Red Barnet Brøndby-Hvidovre er det Gitte Have, der er blevet valgt som forperson. Gitte er ansat i økonomiafdelingen hos Danske Handicaporganisationer, og hun har mange års erfaring som frivillig, som hun glæder sig til at bringe i spil som forperson for Red Barnet Brøndby-Hvidovre.
Jeg er meget motiveret og ser frem til at komme rigtigt i gang, og jeg er overbevist om, at jeg kan bidrage med rigtig meget til at gøre en forskel for børn og unge i samarbejde med relevante fagfolk, kommunerne og andre organisationer. Samarbejde er altafgørende, når vi skal styrke børns trivsel og sikre børns rettigheder.
I Red Barnet Vestegnen Albertslund-Høje Taastrup er 67-årige Niels Christophersen blevet valgt som ny forperson. Niels er uddannet lærer, og han har mere end 30 års erfaring, herunder 18 år som skoleleder på Skolen på Duevej.
Jeg glæder mig meget til at komme i gang, så vi kan lave endnu flere gode aktiviteter, der kan støtte op om arbejdet med udsatte børn og unge i et tæt samarbejde med de respektive kommuner. I min optik har alle børn krav på et ordentligt børne- og ungdomsliv. Derfor er det vigtigt, at Red Barnet lokalt kan skabe rammer for de børn og familier, som ikke altid har muligheden for at skabe et godt børneliv. Et børneliv hvor man kan deltage på lige fod med sine kammerater, siger den kommende forperson for lokalforeningen i Albertslund-Høje Taastrup.
Samtidig bliver det også et farvel til den afgående formand Jesper Bagger Sørensen, og næstformand Dorthe Jensen, der har betydet utroligt meget for Red Barnet Vestegnens positive udvikling og mange frugtbare og gode samarbejder.
Alting har sin tid og efter re og et halvt gode år i spidsen for Red Barnet Vestegnen, glæder det gamle formandskab og bestyrelse sig til at give stafetten videre til nye og endnu flere gode bestyrelseskræfter. Det har været en stor fornøjelse og givende at samarbejde med flittige og dedikerede frivillige kolleger, progressive kommuner samt handlingsorienterede virksomheder og netværk på Vestegnen, siger den afgående formand Jesper Bagger Sørensen, og tilføjer:
sammen har vi udviklet og indgået professionelle partnerskaber, drevet gode frivillige initiativer og tænkt nye tanker om inddragelse af virksomhedsfrivillige og samarbejdet med virksomheder generelt. Alt sammen med det klare mål at sikre børnene på Vestegnen endnu flere sjove og gode oplevelser i trygge rammer og inkluderende fællesskaber. Jeg er glad for, at vi har gjort en positiv forskel, og at der er et godt og solidt fundament at bygge videre på.
Som i resten af landet vil de to lokalforeninger blive drevet af frivillige, og derfor er man også i Red Barnet Brøndby-Hvidovre og Red Barnet Vestegnen Albertslund-Høje Taastrup på jagt efter nye, gode frivillige kræfter, der vil være med at styrke arbejdet med at hjælpe børn i udsatte positioner.
Fakta:
Om Red Barnets to nye lokalforeninger
-
Det er muligt at blive frivillige i Red Barnet Vestegnen Brøndby-Hvidovre blandt andet som kasserer i bestyrelsen.
-
Det er også muligt at blive frivillig i Red Barnet Vestegnen Albertslund-Høje Taastrup, blandt andet som klubleder.