
Det skulle egentlig bare have været et sommerferiejob i føtex Ballerup i 1985, men her 40 år efter er Kim Hansen fortsat en del af Salling Group og er i dag varehuschef i føtex i City 2 i Taastrup, hvor han 20. juni fejrer sit jubilæum. Han blev nemlig tilbudt et job som servicedreng, da sommerferietjansen i 1985 var forbi, og det sagde han ja til.
Planen var dog ikke, at han skulle være en del af føtex 40 år senere. Han var deltidsprofessionel fodboldspiller, samtidig med at han gik i gymnasiet og nåede da også at skrive kontrakt med Lyngby Fodboldklub i klubbens storhedstid, men en knæskade sendte ham ud af spillet. Varehuschefen tilbød ham et job som teamleder i kundeservice, og det takkede han ja til.
Efter gymnasiet drømte Kim Hansen om at blive revisor, og han nåede at være på studiet i et par måneder, inden han vendte sit fulde fokus mod føtex.
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke egnede mig til at sidde på et kontor – jeg skal ud at tale med mennesker. Jeg har grebet de muligheder, jeg har fået undervejs og har for eksempel aldrig været elev, siger 55-årige Kim Hansen, som bor i Jyllinge sammen med sin kone, tre børn og to hunde.
føtex i DNA’et
De fire årtier i Salling Group har bragt ham til flere forskellige varehuse og stillinger blandt andet i Glostrup, Vanløse, Herlev, Sønderborg og Nørrebro. På nær en lille afstikker til Bilka har han været alle årene i føtex, og i 2007 blev han for første gang varehuschef.
Gennem alle 40 år har glæden og konkurrence drevet ham til at fortsætte.
Jeg har et stort konkurrencegen fra min tid som fodboldspiller, og jeg er vild med, at jeg altid kan følge med i, om vi når vores mål. Jeg vil vinde hele tiden, og jeg elsker konkurrencer. Jeg har altid været glad for at stå op og tage på arbejde, og jeg skal nok bæres herfra, for jeg har føtex langt ind i mit DNA, siger jubilaren med et smil.
De mange år i virksomheden har selvsagt gjort, at han har oplevet markant udvikling. Da han begyndte i Ballerup for 40 år siden, havde medarbejderne for eksempel brune kitler på i ægte gammeldags købmandsstil – de blev senere hen blå.
Vi brugte bestillingslister – i dag kører alt jo elektronisk. Når bilerne fra Kohberg og Schulstad kom, gik vi ud til dem med vores lister i hånden. De kom kørende i bedste Hjem Is-stil, og det var ikke altid, at vi kunne få det, vi ville have. Jeg kan også huske, at de 10-12 slagtere fik halve grise ind, som de skulle skære op og gøre klar til salg. Det var en helt anden tid, hvor vi også ofte oplevede strejke, sådan kører det jo slet ikke i dag, fortæller Kim Hansen.
Sammenholdet med de unge kolleger dengang var stort og tæt, og i dag er han fortsat venner og kolleger med flere af dem.
Det har været nogle virkelig gode år. Jeg har fået lov til at udvikle mig, og jeg har for eksempel taget en diplomuddannelse i ledelse. Det motiverer mig, at jeg kan være med til at udvikle mine kolleger og især også de unge – det er altid interessant at se, hvor de ender henne. Det er en glæde for mig, at jeg hver dag får lov til at gøre en forskel for både kunder og kolleger, siger jubilaren, som holder af at rejse til Berlin med familien nogle gange om året.
Vi har boet på Vesterbro, så vi kan godt lide at komme til storbyen og mærke pulsen, og Berlin er en fantastisk by, fortæller han.
En passioneret kollega
Jakob Larsen, regionschef i føtex, er mere end glad for, at Kim Hansen er en del af holdet.
Kim er meget dygtig og passioneret og leverer rigtig flotte resultater. Han har formået at følge med tiden og hele tiden forny og udvikle sig. Det er imponerende, at han har været med i 40 år, og han var jo kun 15 år, da han begyndte. Kim er rigtig dygtig til at få nye kolleger med ombord, og der er mange, som søger hjælp og sparring hos Kim, da kollegerne ved, at han er utrolig kompetent og har lyst til at lære fra sig. Der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig glad for samarbejdet med ham, siger Jakob Larsen.
Kim Hansen fejrer sit jubilæum fredag 20. juni i varehuset i Taastrup og bliver hentet af Jakob Larsen om morgenen. Sammen kører de til varehuset, hvor fejring, kolleger og reception venter.